Kæmpebjørneklo skal bekæmpes, fordi den forårsager tilbagegang i biodiversiteten (mangfoldighed af planter og dyr) i de lokale plantesamfund og medfører store ændringer i økosystemerne. Vokser et område til med kæmpebjørneklo, kan det derudover medføre betydelige økonomiske tab og være en risiko for befolkningens sundhed, da kæmpebjørneklo er giftig. Det er Hillerød Kommunes målsætning, at kæmpebjørneklo er udryddet i Hillerød Kommune inden for den 10-årige periode, 2022-2031, som denne indsatsplan gælder. Dette sker blandt andet ved en fælles indsats om bekæmpelse på egen matrikel og ved at give besked om observation af kæmpebjørneklo uden for egen matrikel.
Indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo – en fælles indsats
Kæmpebjørneklo er en uønsket planteart, der giver store problemer for både natur og mennesker. I Hillerød Kommune ønsker vi at forbedre kvaliteten af vores natur ved at arbejde for at udrydde planten i kommunen.
Du kan give os besked om kæmpebjørneklo ved at sende os et borgertip
Har du kæmpebjørneklo på din grund?
Hvis du har kæmpebjørneklo på din grund, har du pligt til at bekæmpe planten.
Nedenfor kan du læse mere om, hvornår og hvordan du kan bekæmpe planten.
Det har du pligt til at gøre som grundejer
- Begynde bekæmpelsen i henhold til gældende tidsfrister
- Bekæmpelsen skal ske effektivt, hvilket betyder, at planten ikke får mulighed for at sprede sig ved at smide frø
- Sikre at bekæmpelsen fortsætter gennem hele vækstsæsonen
- Sikre at bekæmpelsen fortsætter til planten er helt udryddet, hvilket kan strække sig over mange år
Bekæmpelsesplan |
|
Marts | Kæmpebjørneklo spirer frem - begynd bekæmpelse hurtigst muligt |
April | |
Maj | 1. bekæmpelsesfrist: 1. maj - skal første effektive bekæmpelse være sket på alle arealer med kæmpebjørneklo |
Juni | 2. bekæmpelsesfrist: 15. juni - skal alle arealer med kæmpebjørneklo være bekæmpet effektivt |
Juli | |
August | 3. bekæmpelsesfrist: 1. august - skal den opfølgende bekæmpelse af kæmpebjørneklo være afsluttet |
September | |
Oktober | Tjek arealet en sidste gang |
Sådan bekæmper du kæmpebjørneklo bedst muligt
I bekæmpelsen kan du bruge flere metoder.
Valg af metode afhænger af bestandenes størrelse samt af terræn og tilgængelighed.
I skemaet nedenfor anbefaler vi tre forskellige fremgangsmåder, alt efter om der er tale om en lille, mellemstor eller stor bestand.
Rodstikning eller opgravning er den mest effektive, og bør derfor altid overvejes - eventuelt som supplement til andre metoder.
Skema med metoder til at bekæmpe bjørneklo
* |
Små bestande
|
Mellemstore bestande
|
Store bestande
|
Opgravning / rodstikning | Anbefales |
Anbefales (kan være besværlig på meget blød eller hård bund) |
Anbefales (som supplement til anden bekæmpelse) |
Slåning |
Kan anvendes (men opgravning / rodstikning giver hurtigere resultater) |
Kan anvendes (evt. i kombination med kemisk bekæmpelse forud for slåning) |
Kan overvejes (forud for græsning) |
Græsning | Sjældent hensigtsmæssigt |
Kan anvendes (hvis arealet egner sig til hegning) |
Anbefales (især god på fugtig bund eller større naturområder der samtidig plejes) |
* Note: Skærmkapning og kemisk bekæmpelse er ikke sat ind skemaet, da disse ikke anbefales som enkeltstående bekæmpelsesmetoder, men er et muligt supplement i sammenhæng med en af de tre metoder i skemaet.
Skærmkapning kan foretages som nødbehandling af planter, inden de når at blomstre. Det optimale tidspunkt er, når der er grønne frø.
Kemisk bekæmpelse kan foretages forud for slåning, hvorved planten skades dobbelt. Vær opmærksom på at brug af sprøjtemidler kan være forbudt i nogle områder som fx beskyttede naturområder og boringsnære beskyttelsesområder (BNBO).
Læs mere på Miljøstyrelsens hjemmeside
Hillerød Kommune er flere steder grundejer, eksempelvis på institutioner, skoler, plejehjem, samt på naturarealer både inden for og uden for bygrænserne. På de kommunale arealer er Hillerød Kommune, på lige fod med alle andre, forpligtiget til at bekæmpe kæmpebjørneklo.
Udover at bekæmpe kæmpebjørneklo som grundejer, har Hillerød Kommune også en myndighedsrolle, som betyder at Hillerød Kommune fører tilsyn med bekæmpelse af kæmpebjørneklo på private arealer og anviser egnede bekæmpelsesmetoder. Hillerød Kommune arbejder for at inddrage borgerne i overvågningen og kampen mod kæmpebjørneklo ved at skabe et overblik over forekomsten af planten. Herved kan Hillerød Kommune bedre udfylde sin myndighedsrolle.
Hillerød Kommune har, som myndighed, pligt til at kontrollere, at indsatsplanens bestemmelser bliver overholdt. Det betyder, at Hillerød Kommune fører tilsyn i vækstsæsonen for at se, om der bekæmpes kæmpebjørneklo på alle arealer, og at de gældende tidsfrister overholdes.
Tilsynsperioden annonceres på Hillerød Kommunes hjemmeside og med brev til de grundejere, som vi er bekendt med har kæmpebjørneklo på deres arealer.
Konstateres det, at bekæmpelsen ikke foregår i overensstemmelse med indsatsplanens bestemmelser, kan Hillerød Kommune udstede påbud til den pågældende grundejer om at foretage en effektiv bekæmpelse inden for en frist på 14 dage.
Af påbuddet vil fremgå, hvornår Hillerød Kommune vil foretage kontrol, og at kommunen ved samme lejlighed kan iværksætte bekæmpelse på ejers regning, hvis påbuddet ikke er efterkommet.
Hillerød Kommune prioriterer sit myndighedsarbejde på private arealer, som ligger i eller i nærheden af naturbeskyttede områder, langs vandløb og hvor der sker en effektiv bekæmpelse på naboarealer.
I henhold til Bekendtgørelse nr. 842 af 23. juni 2017 om bekæmpelse af kæmpebjørneklo, kan kommuner vedtage en indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo. Med udgangspunkt i den endeligt vedtagne indsatsplan har ejere eller brugere af arealer med kæmpebjørneklo pligt til at foretage en effektiv bekæmpelse af planten, jævnfør bestemmelserne i indsatsplanen.
Se Bekendtgørelse om bekæmpelse af kæmpebjørneklo her
Denne bekendtgørelse er fastsat i medfør af Lovbekendtgørelse nr. 103 af 3. februar 2020 om drift af landbrugsjorder.
Kommunens erfaringer
Den hidtidige indsatsplan fra 2010-2021 var kommunens første indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo. Inden indsatsplanens vedtagelse var bestandene af kæmpebjørneklo i vid udstrækning under bekæmpelse mange steder, så langt de fleste bestande blev forhindret i at sprede sig. Nye individer spirede dog frem i stor mængde, fordi frøbanken i jorden stadig var stor eller den hidtidige bekæmpelse var utilstrækkelig.
Det betød, at intensiv bekæmpelse ville være nødvendig i mange år frem. Derfor fokuserede den nye indsatsplan, der blev vedtaget i 2010 ("Indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo 2010-2021"), på en ny tiårig periode som indsatsperiode, hvor bekæmpelse skulle finde sted i hele kommunen, på såvel private som kommunale matrikler.
Med ændringen blev hele kommunen ligestillet, og alle blev forpligtet til at arbejde sammen for at komme den uønskede plante til livs.
Som følge af en ny bekendtgørelse om bekæmpelse af kæmpebjørneklo fra 2017 har kommunen mulighed for at bekæmpe kæmpebjørneklo på private ejendomme for ejerens regning, hvis ejeren ikke har efterkommet et påbud fra kommunen. Kommunen har til gengæld ikke længere mulighed for at politianmelde ejere, som ikke efterkommer et påbud.
Kommunen har arbejdet siden 2017 med denne praksis, og denne praksis er nu indarbejdet i den nye indsatsplan for 2022-2031.
Hvor er der registreret kæmpebjørneklo?
På kortet nedenfor kan du se, hvor i kommunen vi har registreret, at der er kæmpebjørneklo. Hvis du klikker på den blå pil, får du bl.a. mulighed for at søge på en adresse.
Natur
By og Miljø
Trollesmindealle 27,
3400
Hillerød
Telefontider
Mandag - tirsdag kl. 10 - 14
Onsdag lukket
Torsdag kl. 10 - 17
Fredag kl. 10 - 12
Husk altid at bruge Digital Post, hvis du skriver noget om dig, et familiemedlem eller andre personfølsomme oplysninger.