Spring menu over

Hillerød Kommune har i mange år gennemført tiltag med henblik på at begrænse CO2-udslippet. Klimaplanen ’Sammen om klima og grøn omstilling’, som er blevet vedtaget af byrådet i juni 2023, bygger videre på dette arbejde.

Klimaplanen er udarbejdet efter en international standard, som skal sikre, at Hillerød Kommune bidrager til opfyldelsen af Paris-aftalens mål om at begrænse temperaturstigningen ved at reducere udledningen af drivhusgasser frem mod 2050, hvor vi senest vil være klimaneutrale. Samtidigt indeholder klimaplanen en strategi for, hvordan vi kan blive en klimarobust kommune, som er forberedt på de klimaforandringer, som vi vil opleve i fremtiden i form af kraftigere regnskyl og varmere vejr med mere hede og tørke til følge.

Hillerød Kommune er med vedtagelsen af denne plan en del af et stærkt netværk af danske kommuner og regioner, som i ’DK2020’-projektet har udarbejdet planer efter samme standard og som fremover samarbejder om implementeringen af planerne i en national og i regionale klimaalliancer.

Klimahandleplan for perioden 2023-2027

I forbindelse med klimaplanen er det besluttet, at der løbende skal arbejdes med klimahandleplaner, der beskriver konkrete handlinger, projekter og aktiviteter. Der følges op på handleplanen med en status én gang om året.

Klimaplanens overordnede mål og delmål for 2030

  • Hillerød Kommune vil være klimaneutral inden 2050.
  • På vej til klimaneutralitet sætter Hillerød Kommune et delmål på 64 % reduktion af drivhusgasser i 2030 i forhold til 2019
  • Hillerød Kommune skal være klimarobust over for de lokale klimaforandringer. Risikoen for oversvømmelse skal reduceres, og naturområderne skal være modstandsdygtige over for det fremtidige klima.

I planen er der beskrevet 7 fokusområder:

  • Energi og varme
  • Transport og mobilitet
  • Areal og landbrug
  • Forbrug og ressourcer
  • Klimatilpasning
  • Sammen om klimaet
  • Klimaledelse

De 7 fokusområder indeholder strategiske indsatsområder med hver deres specifikke omstillingsmål.

Borgere og virksomheder har deltaget i arbejdet med planen og er væsentlige aktører i den fremtidige implementering af planen og gennemførelse af klimahandlinger.

Du kan hente klimaplan og handleplan som PDF her:

Klimaplan - Sammen om klima og grøn omstilling - PDF

Handleplan 2023-27 - PDF

Klima

Telefontider

Mandag - tirsdag kl. 10 - 14

Onsdag lukket 

Torsdag kl. 10 - 17

Fredag kl. 10 - 12

Husk altid at bruge Digital Post, hvis du skriver noget om dig, et familiemedlem eller andre personfølsomme oplysninger.

Hillerød Kommune - logo