Hvem kan låne tekniske hjælpemidler?
Du kan låne et teknisk hjælpemiddel gennem kommunen, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af din funktionsnedsættelse, og i væsentlig grad kan lette din daglige tilværelse i hjemmet.
Der findes mange redskaber, der kan hjælpe dig i hverdagen, som du ikke kan få gennem kommunen, men som du selv kan købe. Det kan fx være skridsikre bademåtter, gigtvenligt køkkenudstyr, mobiltelefoner og robotstøvsugere.
Du låner hjælpemidlet
Hvis du har brug for et teknisk hjælpemiddel, får du det til låns og du skal levere det tilbage, når du ikke længere skal bruge det. Hvis det går i stykker, sørger vi for at reparere det. Du skal selv sørge for vedligeholdelse og skal selv betale driftsudgifter, fx udskiftning af dæk på din kørestol.
Dit hjælpemiddel kan være brugt
Tekniske hjælpemidler kan ofte genbruges, og det betyder, at det hjælpemiddel, du låner af os, kan være brugt og fx have ridser. Inden du får det udleveret, sørger vi for at reparere og rense det.
Midlertidigt lån af hjælpemidler fra hospitalet
Hvis du har været indlagt på et hospital, og har brug for et hjælpemiddel i en kortere periode, låner du det af hospitalet. Hvis du stadig skal bruge hjælpemidlet efterfølgende, kan du søge om det hos os.