Spring menu over

Alle folkeskolerne i Hillerød Kommune er fagligt attraktive skoler for alle børn, hvor faglighed og fællesskab går hånd i hånd. Alle børn skal opleve at være en del af et fagligt og social fællesskab, og det arbejder vores dygtige medarbejdere på at skabe grundlag for hver dag.

Vi er en del af et fælles og udviklingsorienteret skolevæsen med lokalt præg på den enkelte skole. Vores mål er at skabe de bedste rammer for, at alle børn lærer, trives og får de bedste betingelser for senere at gennemføre en ungdomsuddannelse - uanset baggrund og forudsætninger.

At starte i skole er begyndelsen på en ny og vigtig tid i dit barns og dit liv. Den første skoletid er fyldt med mange nye indtryk, som dit barn skal forholde sig til. Der er eksempelvis alle de nye klassekammerater, lærerne, pædagogerne, frikvartererne, undervisningen, lektierne og fritidsordningen.

Derfor følger vi dit barn tæt, så vi kan skabe de bedste rammer for, at barnet trives.

Vi arbejder målrettet med at opbygge både faglige og sociale fællesskaber i trygge rammer.

Vi fokuserer på:

  • Venskaber
  • Anerkendelse af - og respekt for - hinandens forskellighed
  • At det enkelte barn udfordres fagligt
  • Ro og orden

Fra forskning ved vi, at børn lærer bedre, når de forstår målet for undervisningen og løbende får feedback. Derfor arbejder vi med læringsorienteret undervisning på alle folkeskoler i Hillerød Kommune.
Det betyder, at alle elever skal vide, hvad de skal lære og hvorfor de skal lære. I undervisningen formuleres konkrete læringsmål for klassen. Med udgangspunkt i det fælles klassemål for et undervisningsforløb, kan undervisningens indhold tilpasses elevernes forskellige forudsætninger.

Vi skaber gode betingelser for sammenhængende, varieret og praksisnær undervisning, da det styrker elevernes læring og motivation. Det bliver sjovere at gå i skole, og det påvirker elevernes lyst til at lære.
Det sker blandt andet gennem:

UDESKOLE
Udeskole giver mulighed for at flytte undervisningen ud af klasselokalet. Eleverne sætter dermed deres viden og færdigheder i spil i relevante omgivelser. Udeskole kan fx foregå ved en sø, på et museum, i en skov eller i skolegården. 

ÅBEN SKOLE
Åben Skole betyder, at folkeskolerne i Hillerød Kommune har indgået konkrete partnerskabsaftaler med virksomheder, uddannelsesinstitutioner og foreninger, fx idrætsforeninger. På den måde får eleverne virkeligheden ind i skolelivet, og de kommer ud i virkeligheden i skoletiden. Formålet med forløbene og partnerskaberne er at understøtte en varieret og praksisnær skoledag for Hillerød Kommunes børn og unge, gennem inddragelse af lokalsamfundet.

Hvis du som ekstern ønsker at tilbyde et forløb til elever i Hillerød Kommune, så skal du sende en mail til skole@hillerod.dk, att. Rasmus Frederiksen. Jeres tilbud vil herefter blive tilgængeligt på www.skoletjenesten/HillerødKommune  

MOTION OG BEVÆGELSE
Motion og bevægelse er i fokus og inddrages også på tværs af fag. Vidste du, at man kan hinke et regnestykke? Hoppe på et rim? Samle en novelle i et orienteringsløb?
Bevægelse indtænkes på flere måder i undervisningen, så eleverne får hele kroppen med i deres læringsproces.

DIGITALISERING
Alle børn i Hillerød Kommune skal klædes på til fremtidens digitale samfund, og vi arbejder ud fra en strategi for læring og digitalisering. Den handler om, at alle skoler har fokus på børns digitale dannelse og kompetencer. Både i forbindelse med kreativ og digital undervisning, i inkluderende lege - og læringsfællesskaber, samt at alle medarbejdere er ordentligt klædt på til at bruge de tilgængelige digitale muligheder.

SAMARBEJDE MELLEM FRITIDSORDNING OG SKOLE
Det pædagogiske personale fra fritidsordningerne kan også varetage opgaver i skolen. På den måde supplerer lærere og det pædagogiske personale fra HFO hinanden. Det tætte samarbejde mellem pædagoger, medhjælpere og lærere giver større muligheder for varierede undervisningsforløb. Det skaber derudover gode sammenhænge i børnenes dag, når det pædagogiske personale fra undervisningen kan fortsætte i fritidsordningen om eftermiddagen. Det giver børnene endnu større trivsel og tryghed.

Hillerød Fritidsordning (HFO) er et fritidstilbud målrettet børn fra børnehaveklasse til og med 3. klasse i HFO1, og børn fra 4. klasse i HFO2.

Hverdagen i en fritidsordning efter skoletid består af en vekselvirkning mellem planlagte pædagogiske aktiviteter - som understøtter dit barns udvikling - og af leg, samvær og aktiviteter, der opstår spontant. I takt med at børnene bliver ældre og starter i HFO2, tilrettelægges aktiviteterne efter børnenes øgede behov for selvstændighed og ansvarsbevidsthed.

Personalet i fritidsordningerne i Hillerød Kommune er idrætscertificerede.
Her kan du læse mere om HFO og idrætscertificering

FÆLLES SKOLESTART FOR ALLE BØRN
Mange børn, og især de mindre, har brug for færre skift, og der er indgået en bred budgetaftale i Hillerød Kommune, som bl.a. betyder, at alle børn har skolestart i august. Det betyder, at børn ikke skal starte i tidlig HFO i maj måned.

For at sikre gode overgange og tryghed i dit barns liv samarbejder folkeskolerne med daginstitutionerne om overgangen fra daginstitution til skole, og med ungdomsuddannelserne om overgangen fra skole til uddannelse.

FRA DAGINSTITUTION TIL SKOLE
En god og tryg start på skolelivet er central for barnets trivsel og oplevelse af det videre skoleforløb. Vi samarbejder i løbet af hele året med daginstitutionerne om en god overgang for det enkelte barn. Det sker igennem informationsmøder med forældrene, besøg i daginstitutioner og børnenes besøg i skole og HFO.

FRA SKOLE TIL UDDANNELSE
I Hillerød Kommune har vi en målsætning om, at alle unge, der forlader folkeskolen gennemfører en ungdomsuddannelse. Folkeskolerne indgår derfor i tæt samarbejde med ungdomsuddannelserne i Hillerød Kommune ved at:

  • Folkeskolerne samarbejder med U/NORD om forløbet  Hillerødmesterskaberne i markedsføring, hvor elever i 5. klasse udvikler ideer til markedsføring gennem fx plakater for lokale virksomheder.

  • Folkeskolerne og U/NORD også samarbejder om Hillerød Skaber Innovation, hvor alle folkeskoleelever i 8. klasse deltager i en innovativ læringsproces fra ideudvikling til prototype i samarbejde med lokale virksomheder.

Det er skolens opgave, i et tæt samspil med forældrene, at give alle børn de bedst mulige forudsætninger for at klare sig godt i livet. Når du som forælder involverer dig aktivt i dit barn og dets skoleliv, har det en afgørende betydning for barnets læring og udvikling og dermed for, hvordan barnet klarer sig i og efter skolen. En aktiv forældreinvolvering har også positiv indflydelse på hele klassefællesskabet.

SOM FORÆLDER TIL ET SKOLEBARN KAN DU FORVENTE, AT

  • dit barn får et trygt skoleliv
  • dit barn får en god faglig undervisning
  • du bliver informeret om forhold, som vedrører dit barns skolegang
  • du bliver lyttet til


SKOLEN FORVENTER AF DIG, AT

  • du viser interesse for og støtter dit barns skolegang
  • du orienterer dig på Aula og deltager i skole-hjem-samtaler og møder
  • dit barn møder til tiden, udhvilet og mæt
  • dit barn taler og opfører sig ordentligt over for andre


DERUDOVER FORVENTER SKOLEN, AT 

  • både du og skolen bidrager til et godt samarbejde mellem skole og hjem
  • du og skolens personale omtaler hinanden loyalt
  • du og skolen er sammen om at tage vare om klassens social liv
Hillerød Kommune - logo