Spring menu over

Har du:

  1. Læst vejledningerne på Byg og Miljø?
  2. Sikret dig, at du har undersøgt al lovgivning på området, se Trin 1, herunder:
    • gældende lokalplaner
    • gældende deklarationer
    • spildevandsforhold
    • indhentet andre relevante tilladelser?

Så er du klar til at søge byggetilladelse i Byg og Miljø.

Det kan være en lidt kompliceret proces, og det kan derfor være en god idé at få rådgivning hos en byggerådgiver.

Ansøg og få vejledning om proces og lovgivning på Byg og Miljø - Husk NemId

Sådan sikrer du en god byggeansøgning

Lovgivningen stiller store krav til dit byggeri, også når du skal søge om byggetilladelse og færdigmelde dit byggeprojektet til kommunen.

Vi anbefaler derfor, at du kontakter en privat byggerådgiver, fx en arkitektvirksomhed, en bygherrerådgiver eller en anden fagperson inden for byggeri.

Hvad kan en rådgiver hjælpe dig med?

En byggerådgiver kan hjælpe dig med at udforme dit byggeri, og være med til at sikre, at din ansøgning og færdigmelding indeholder alle de oplysninger, vi skal bruge. På den måde kan du undgå at vi skal skrive tilbage og bede om mere materiale flere gange under sagsbehandlingen. Hermed sparer du både tid og penge på gebyr. 

En byggerådgiver kan fx hjælpe med at:

  • Afklare om dit byggeprojekt kræver tilladelse fra kommunen.
  • Vurdere om dit byggeri er omfattet af anden lovgivning, fx lov om bygningsfredning, miljøbeskyttelsesloven m.fl.
  • Vurdere om du skal have en landzonetilladelse, eller om kommuneplanen, og evt. lokalplaner, servitutter og tinglysninger kan have indflydelse på, hvad du kan få tilladelse til.
  • Tilpasse dit byggeprojekt, så du overholder lovgivningen og undgår at skulle søge om dispensationer.
  • Vurdere om dit byggearbejde er indplaceret i en brandklasse, der kræver certificerede rådgivere.
  • Vurdere om dit byggearbejde er indplaceret i en konstruktionsklasse, der kræver certificerede statikere.
  • Sikre at din byggeansøgning indeholder al nødvendig dokumentation for sagsbehandling.
  • Hjælpe dig med at udarbejde og indhente nødvendig dokumentation til din færdigmelding.

Kommunen kan ikke:

  • Rådgive dig om dit byggeri
  • Hjælpe dig med at lave din byggeansøgning eller dokumentation.
  • Hjælpe dig med at vælge byggerådgiver.
  • Give dig adgang til "dit" projekt i Byg og Miljø, hvis du har givet en ansøger fuldmagt til at ansøge på dine vegne. Se under "Undgå typiske fejl" nedenfor.

Tegninger

Husk at uploade tegninger, når du søger.

Få vejledning til hvordan tegninger kan se ud på Byg og Miljø 

Alle tegninger skal være navngivet med en sigende titel, fx. "Situationsplan", "plan - Stueetage" etc. Navngivning som fx "K02_LX_H1_E_N01" er ikke tilstrækkelig. Hvis du ønsker at navngive et dokument med et internt nummer hos dig og din virksomhed, skal du som minimum tilføje en sigende tekst, fx. "K02_LX_H1_E_N01 - Kote og belægningsplan"

Alle tegninger skal være målsatte, med angivelse af før- og efterkoter, hvis projektet medfører ændring af terrænet.

Underskrifter

Det er vigtigt, at samtlige ejere underskriver ansøgningen, eller at I vedlægger en fuldmagt fra alle ejendommens ejere.

Hav altid adgang til dit projekt i Byg og Miljø:

Hvis du får en rådgiver til at ansøge om byggetilladelse for dig, skal du sørge for at du, som minimum, får kiggeadgang til projektet i Byg og Miljø, så du kan følge med i hvor langt sagsbehandlingen er. 

Der kan opstå splid i løbet af et byggeforløb. Det kan derfor være en god idé at skrive det ind i din kontrakt med din rådgiver, at du skal have adgang til projektet i Byg og Miljø indtil byggesagen er afsluttet.

Husk at det er dig som ejer, der er ansvarlig for byggeriet, også hvis det ikke bliver afsluttet korrekt i Byg og Miljø. Byggesagen er først slut når du får en ibrugtagningstilladelse eller kommunen har afsluttet sagen i Byg og Miljø.

 

  • Læs altid vejledningerne på Byg og Miljø.
  • Tjek at du har uploadet al relevant materiale og navngivet det korrekt.
  • Angiv brandklasse og konstruktionsklasse. Vedhæft dokumentation for dine valg.
  • Afkryds de tekniske forhold for dit byggeri.
  • Husk fuldmagt og/eller underskrift fra ejere.

Få svar på dine spørgsmål om byggeri hos

By og Miljø
Trollesmindealle 27, 3400 Hillerød

Telefontider

Mandag - tirsdag kl. 10 - 14

Onsdag lukket 

Torsdag kl. 10 - 17

Fredag kl. 10 - 12

Brug Digital Post, hvis du skriver om dig, et familiemedlem eller andre personfølsomme oplysninger.

Hillerød Kommune - logo