Førtidspension kan være en mulighed, hvis du er fyldt 40 år og din arbejdsevne er varigt og så væsentligt sat ned, at du ikke kan arbejde i et almindeligt job eller i et fleksjob. Hvis du er under 40 år, kan du kun i særlige tilfælde få tilkendt førtidspension.
Du er ikke berettiget til førtidspension, hvis du kun mister din arbejdsevne i en periode, eller hvis du kan forbedre din arbejdsevne gennem en beskæftigelsesrettet indsats, behandling el.lign.
For at få førtidspension skal du også opfylde krav til din bopæl og dit statsborgerskab.
Det er kommunen, der vurderer, om du har ret til førtidspension. Du skal som udgangspunkt have deltaget i et ressourceforløb først. I vurderingen ser kommunen på en række forhold, fx din uddannelse, din erfaring fra arbejdsmarkedet og dit helbred.
Til brug for vurderingen af din arbejdsevne laver kommunen en rehabiliteringsplan i samarbejde med dig. Planen beskriver bl.a. dine ressourcer og muligheder i forhold til krav, der stilles på arbejdsmarkedet.
Kontakt kommunen, hvis du vil vide mere om førtidspension.