Spring menu over

For tredje år i træk kan DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) præsentere et historisk højt medlemstal for landets idrætsforeninger.

Idrætsforeningerne i Hillerød Kommune gik frem med hele 1.124 medlemmer i 2024. Det betyder, at der nu i alt er 21.735 medlemmer i kommunens idrætsforeninger.

Hvis man dykker ned i tallene fra Hillerød Kommune, var der i 2024 også her fremgang i medlemstallene. Helt konkret lyder stigningen på 1.124 flere medlemmer i forhold til året før. Det betyder, at der nu i alt er 21.735 medlemmer i kommunens idrætsforeninger.

På kommuneplan er fodbold, gymnastik, fitness og svømning de fire idrætter, der topper listen over størst medlemstilvækst. Kigger man nærmere på foreningsniveau er Hillerød Tennis- og Padelklub i top med 343 flere medlemmer i 2024, hvilket svarer til en stigning på godt 60 % sammenlignet med 2023.

”I Hillerød har vi et meget stærkt forenings- og idrætsliv, og det er dejligt at se, hvor mange der benytter sig af det. Vi ved, at idrætsfællesskaber – og andre fællesskaber – er meget vigtige for vores både fysiske og mentale sundhed, og det er virkelig flotte tal, at næsten 22.000 mennesker i vores kommune er medlem af en idrætsforening. Udover de mange medlemmer, vidner det også om kæmpe engagement hos en stor gruppe mennesker, for det kræver mange frivillige at have aktiviteter til så mange medlemmer, og det synes jeg er meget imponerende og vil gerne takke for,” siger borgmester Kirsten Jensen (A).

Det går kun en vej

Foreningsidræt havde et par vanskelige år under corona-krisen, hvor de forskellige idrætter adskillige gange blev nedlukket og åbnet op igen. Men siden dengang har det samlede medlemstal kun bevæget sig én vej, og det er opad.

"Den flotte fremgang i Hillerød Kommune vidner om, at idrætsforeningerne spiller en central rolle for velfærden i kommunen. Vi kan takke alle de frivillige, der hver dag skaber glæde på tværs af aldersgrupper og idrætter og også løfter et socialt ansvar gennem nærværende tilbud og aktiviteter," siger formand for DGI Nordsjælland, Per Frost Henriksen.

Fakta om medlemstallene 

Det samlede medlemstal for DGI og DIF er renset for, at flere idrætsforeninger/klubber er medlemmer af begge organisationer. Tallet er for kalenderåret 2024, og et medlem tæller med i statistikken, når der er tale om et medlemskab i mindst tre måneder af året.

Dyk ned i tallene for de to organisationer og i registreringsmetoderne på henholdsvis www.dif.dk/medlemstal og www.dgi.dk/medlemstal 

Landsdækkende medlemstal for 2024 (udvikling fra 2023 i parentes): 
Samlede unikke medlemmer på tværs af DIF og DGI 2.484.217 (+59.302) 
Danmarks Idrætsforbund (DIF): 2.123.837 (+ 47.624) DGI: 1.940.523 (+ 72.758) 

Hillerød Kommune medlemstal for 2024 (udvikling fra 2023 i parentes):
Medlemsfremgang: 1.124 flere medlemmer i 2024 (+5,45%)
Samlede medlemstal i idrætsforeningerne: 21.735 (+1.124)

Hillerød Kommune - logo