Ny fotoudstilling om handicap og fællesskab
I et samarbejde med fotograf Andreas Haubjerg lancerer Danske Handicaporganisationer fotoserien 'At høre til' om handicap og vigtigheden af fællesskaber. Udstillingen kan netop nu ses i atriet på Hillerød Rådhus.
Flere end 500.000 mennesker i Danmark lever med et større eller mindre handicap. Nogle er synlige, andre er usynlige. Og for nogle begrænser handicappet meget, imens andre mærker mindre til det.
Gennem fotografier, tekster og lydoptagelser giver udstillingen 'At høre til' et kig ind i et liv hos 20 mennesker, der lever med et handicap. Nogle er født med deres handicap, imens andre har fået det senere i livet. Nogle har lært alting forfra, og andre har aldrig kendt til andet.
Fotoserien handler om at finde fællesskaber, hvor man føler sig set for den, man er. Og hvor handicappet er parkeret for en stund. For hvis du spørger de medvirkende om oplevelsen af deres handicap, går et svar igen hos dem alle. De ønsker at blive set og anerkendt for det menneske, de er, og ikke som deres handicap.
Udstillingen blev åbnet i København på Christiansborgs Slotsplads og kan netop nu ses i atriet på Hillerød Rådhus frem til 21. maj.
Du kan læse mere om Hillerød Kommunes Handicapråd her