
Fokus på diabetes i hjemmeplejen
I marts måned vil hjemmeplejen have fokus på diabetes, forebyggelse og behandling. Både ude i hjemmene hos borgerne og på arbejdspladsen i Hjemmeplejens hus
I hele marts vil hjemmeplejen i Hillerød Kommune have ekstra fokus på diabetes. Både ”hjemme” i hjemmeplejens hus, i hjemmeplejegrupperne i Ullerød og Skævinge og ude hos borgerne. Månedens fokus skal både sætte lys på forebyggelse og stabilisering af diabetes.
”Der er mange af vores borgere, der enten har diabetes eller er i risikozonen for at få det. Derfor vil vi her i marts måned undervise i små ændringer i hverdagen, der både kan være gavnlige for diabetespatienter og for mennesker i risiko for diabetes. Vi vil undervise vores medarbejdere og vi vil give dem en række konkrete værktøjer med ud til borgerne.,” fortæller udviklingssygeplejerske Vibeke Varberg og sygeplejerske Camilla Jørgensen fra Hjemmeplejen og Sygeplejen.
De har sammen med kolleger fra ”Uddannelse og Sundhedsfremme” udviklet et undervisningsprogram og træningssektionen i Sundhedscentret har lavet en række kort med ideer til at få lidt mere bevægelse ind i dagligdagen hos borgerne. Det er en række små øvelser, som man kan lave sammen, mens hjemmeplejen er på besøg.
”Det er ganske enkle øvelser, som de fleste kan klare. Men det er også små ændringer i hverdagen, som vi alle kan tænke over – måske skal hjemmehjælperen ringe på i stedet for at låse sig ind hos nogle borgere, som godt kan gå ud og lukke døren op. Måske skal borgeren sidde på en stol og lave nogle øvelser sammen med hjælperen. Måske skal der kigges lidt på indkøbssedlen og købes lidt mere fuldkorn og så videre,” siger de to sygeplejersker.
Også ”hjemme” i Hjemmeplejens Hus vil de ansatte blive undervist i forebyggelse og i, hvordan de skal reagere hvis de for eksempel oplever en borger med for lavt blodsukker. Samtidig skal de ansatte i marts måned selv igennem øvelserne fra Træningssektionen.
”Vi har både set og hørt, at der er et behov i Hjemmeplejen for at have mere fokus på diabetes, så alle føler sig godt klædt på, når de kommer ud til borgerne. Og vi kan samtidig være med til at forebygge med relativt små skridt, som ikke er så svære at integrere i arbejdet, og de foreløbige tilbagemeldinger er også, at de ansatte i hjemmeplejen er rigtig glade for at vi lige får sat et ekstra fokus, ” siger Vibeke Varberg og Camilla Jørgensen.