Spring menu over

I kølvandet på weekendens tragiske ulykke, hvor tre mennesker mistede livet og to børn blev alvorligt kvæstede, har de fire kommuners borgmestre og udvalgsformænd nu rettet henvendelse til transportminister Thomas Danielsen og Vejdirektoratet med en række konkrete forslag til, hvordan motorvejens forlængelse kan gøres mere sikker.

 

Det er allerede besluttet at forlænge Hillerødmotorvejen til Isterødvejen. Men det arbejde kommer til at tage 2-3 år, og de fire borgmestre og udvalgsformænd frygter endnu flere ulykker på den i forvejen uheldsplagede vej under arbejdet.

 

Derfor foreslår de, at der undersøges yderligere muligheder for at øge sikkerheden, indtil motorvejen står færdig. Det kan for eksempel være yderligere hastighedsregulering, øget overvågning og forsøg med regulering af baner.

 

Politikerne beder også om, at der bliver kigget på den undersøgelse fra november 2023, hvor man i en periode kørte med kun en vejbane i hver side, for at se på, om det øger sikkerheden og trafikafviklingen, når man ikke skal flette flere gange mellem en og to vejbaner.

Hillerød Kommune - logo