Nu kommer der flere 2 minus 1 veje i Skævinge
Sammen med en 40 km/t hastighedszone rundt om byen og 5 nye strækninger med 2 minus 1 veje tages der endnu et skridt i den rigtige retning til at øge trafiksikkerheden i Skævinge.
Sidste år blev der etableret en hastighedszone med 40 km/t rundt om byen, og der blev etableret bump på udvalgte strækninger. I løbet af de næste par måneder vil der blandt andet blive lavet 2 minus 1-veje på:
- en strækning af Meløsevej
- to strækninger af Ny Harløsevej
- det sidste stykke af Strøvej.
Når Skævinge Vandværk er færdige med deres gravearbejde, vil der også blive afstribet 2 minus 1-vej på Borupvej.
På en 2 minus 1-vej inddeler brede punkterede linjer vejen i en vognbane og to ret brede sidearealer. Det er meningen, at bilister skal køre på vognbanen mellem linjerne og kun køre ud over på sidearealerne, når to modkørende biler skal passere hinanden. Dermed kan cyklister køre på sidearealerne i relativ fred for biltrafikken.
Det glæder mig at se, hvordan vores arbejde med trafiksanering i Skævinge de seneste år begynder at bære frugt. De nye tiltag vil ikke kun øge trafiksikkerheden, men også skabe bedre forhold for både bilister og de bløde trafikanter i Skævinge.
Ud over etableringen af de nye 2 minus 1 veje bliver der også etableret en fodgængerovergang over Borupvej ved Kaj Sommers vej, og i løbet af efteråret bliver der udarbejdet en plan for trafiksanering i bymidten.
Arbejdet med 2 minus 1 vejene forventes endeligt færdigt i løbet af september.