Spring menu over

Slotsgade lukkes for kørende trafik tirsdag d. 11. april til december 2023.

Slotsgade vil blive lukket for al kørende trafik, mens anlægsarbejdet er i gang, på nær arbejdskørsel og brandredning. Selve gaden brydes op, og arbejdsarealet inkl. brandredningsareal vil være et 8 meter bredt felt, som vil løbe hele vejen ned igennem gaden. På hver side af arbejdsarealet bliver der et areal på ca. 2,5 meter, hvor man kan gå. Der vil desuden blive etableret passager, hvor man kan krydse arbejdsområdet, flere steder på Slotsgade. 

Hvad kommer der til at ske i Slotsgade:

Det er anden etape af det store separatkloakeringsprojekt, der går i gang nu.

Anden etape løber fra Køies Bugt til Torvet. Første etape var første del af Slotsgade til Køies Bugt, hvor der ud over separatkloakeringen også er lagt ny belægning. Den samme belægning og belysning bliver videreført i resten af Slotsgade.

Belægningen lægges i to forskellige læggemønstre. Hvor der er kørende trafik, lægges de i dobbelt sildebensmønster, og i udstillingszonen – altså der, hvor butikkerne kan udstille varer - lægges de i tredjedelsforbandt. Der etableres niveaufri adgang til alle forretninger, som overholder retningslinjer for tilgængelighed for alle. Regnvand ledes i vandrender med rist over. Risten er udformet, så den også kan fungere som ledelinje for svagtseende og blinde. 

De træer, der har stået i Slotsgade, bliver fældet, og der plantes nye træer, som både har blomster og bær. De nye træer plantes ud for tagnedløb, og regnvandet ledes til underjordiske magasiner, hvor træerne kan anvende det i stedet for at man skal vande med drikkevand.

Derudover etableres der hævede bede med blomstrende beplantning og forårsløg. I tilknytning til de hævede bede etableres der bænke med ryg- og armlæn.

 

 

Hillerød Kommune - logo