På den måde handler det også om at hjælpe de ældre borgere tilbage til en hverdag, de kender, og hvor de på mange måder kan klare sig selv.
”Det bedste er, at komme hos en borger, som er påvirket af sin situation og så give nærvær og mod, og rent faktisk se, at det arbejde man udfører, hurtigt hjælper borgeren til at klare sig bedre”, fortæller Tobias.
Med hænderne på ryggen
På arbejdet hjælper Tobias de ældre med alt fra madlavning til påklædning.
Der er dog ét benspænd. Det meste foregår, som Tobias forklarer det, med hænderne på ryggen, fordi målet er, at borgerne skal blive så selvhjulpne som muligt.
Vi har en masse teknikker og hjælpemidler som hjælper til, at en borger selv kan varetage sin personlige pleje, madlavning, påklædning osv. efter eksempelvis en indlæggelse. Men det er stadig et job med masser af menneskelig kontakt og hvor man nogle gange kommer meget tæt på sine borgere.