Fårene spiller en vigtig rolle i Hillerød Kommunes naturpleje. Deres livret er nemlig bjørneklo, og de er fantastiske til at bekæmpe den forhadte og giftige plante. For tiden spiser fårene bjørneklo i tre store folde rundt omkring i kommunen – ved Jagtvej, Texasvej og Herredsvejen.
Malene synes selv, hun har verdens bedste job
Da Malene for 10 år siden fik ansvaret for kommunens store flok får, var hun (sagt med sine egne ord) en bypige, der intet vidste om får. I dag sørger Malene hver eneste dag i al slags vejr for, at fårene trives, bliver øremærket, fodret og vaccineret.
Jeg har en fortid som pædagog, og de bedste arbejdsdage er dem, hvor fårene skal klippes, og de lokale børnehaver bliver inviteret forbi. Så får børnene en stak uld med hjem, som de kan vise til deres forældre.
Hvert forår, når en masse nye små lam ser dagens lys, navngiver Malene de førstefødte lam efter sine egne børn Marius og Merle.
Fårene er en del af kommunens såkaldte nytteindsats for ledige borgere.