Natascha er ansat i Socialfaglig Enhed på rådhuset, men arbejdsstedet er ofte der, hvor de udsatte borgerne kommer. Et par dage om ugen er det i Tjekpunktet på Trollesbro. Her kan borgere med sociale problemer komme forbi og få en god snak om de udfordringer i hverdagen de ønsker støtte til og få hjælp til at klare forskellige udfordringer i hverdagen. Andre dage besøger Natascha hjemløse fra Hillerød. Det kan både være inden for kommunegrænsen, men det kan også være andre steder rundt i Danmark.
På spørgsmålet om, hvad der er det bedste ved jobbet, kommer der hurtigt et svar:
”Det er når der sker en god udvikling for en borger. Det kan være hjemløse borgere, jeg har fulgt fra de kommer og har det rigtig skidt, til vi får sat nogle mål i fællesskab og jeg så efterfølgende kan se den positive udvikling, de går igennem. Det gør mig rigtig glad. Det er ikke noget, der sker henover natten. Jeg har ofte lange forløb med borgere, hvor jeg også besøger dem derhjemme eller på et herberg, så vi får skabt en god relation. Noget jeg kan hjælpe dem med er at få etableret socialpædagogisk støtte, så de kan få opbygget en struktur i hverdagen eller får skabt kontakt fx til visitationen, hvis de har brug for et hjælpemiddel. Andre har brug for at snakke om de bekymringer, der fylder.”