Spring menu over
Har du lyst til at være leder, og er du samtidig en fagligt stærk vejleder for unge, er det netop dig, vi mangler i Ungdommens Uddannelsesvejledning Halsnæs – Hillerød (UHH). UHH er en selvstændig enhed, som varetager vejledningen på alle grund- og specialskoler i de to kommuner.

Vores fornemmeste opgave er at understøtte og vejlede de unge, så vi sammen med dem finder de bedste løsninger i forhold til job og uddannelse. Det skal du være med til at fremme som personaleleder for 11 engagerede UU-vejledere og en administrativ medarbejder.

Både din faglige viden inden for uddannelsesvejledning og dine personlige kompetencer er vigtige for os, fordi du igennem dem skal være med til at skabe resultater i begge kommuner. Det er afgørende, at du har stærke relationskompetencer, som du kan sætte i spil i forhold til at fastholde og videreudvikle mulighederne for de unge via samarbejde med vores mange partnere i de to kommuner, ungdomsuddannelser og erhvervsorganisationer. Hvis du samtidig tør tænke kreativt, fx i forhold til praktikpladser, er det et stort plus.

Som leder af UHH bliver du en del af forskellige ledernetværk i de to kommuner, hvor du fx deltager i nogle af ledermøderne på skoleområdet og indgår i regelmæssig sparring med forvaltningsledere. Du får derfor rig mulighed for at udvikle dig som leder.

Der er flere kompetencer og erfaringer, som kan gøre dig relevant til stillingen. Det vigtigste er, at du har både viden og gode erfaringer med vejledning af unge og har talent for ledelse. Nedenfor har vi præciseret vores ønsker til rette kandidat.
  • Du er en stærk faglig profil ift. uddannelsesvejledning, og du kan formidle din faglige viden til andre samt omsætte den ift. faglig ledelse.
  • Du er en person med et engageret væsen og et højt energiniveau – samt en sund balance mellem arbejdsliv og privatliv.
  • Du har lyst til personaleledelse og har gerne erfaring med at være leder eller koordinator. Du har fokus på at kunne uddelegere opgaver og evner at sætte andres kompetencer i spil.
  • Du er god til at skabe tillid omkring dig ved at handle troværdigt og vise andre tillid.

Dine opgaver

Dine opgaver indadtil i UUH består bl.a. i:
  • Strategisk ledelse ift. kommunale, regionale og nationale udviklingstendenser
  • Ajourført viden om nye love og regler med betydning for UUH og den kommunale ungeindsats samt sikre relevant implementering i opgaveløsningen
  • Inddragende og tydelig faglig ledelse og personaleledelse af medarbejderne med fokus på fortsat at have kompetente vejledere
Dine opgaver består derudover bl.a. i:
  • Indgå i diverse arbejdsgrupper i begge kommuner, som nedsættes ad hoc, når der er brug for det. Aktuelt i forhold til fx juniormesterlære for unge i grundskoler.
  • Medlem af styregruppen for Strategisk Uddannelsesforum Nordsjælland

Vi kan tilbyde

  • En spændende stilling, hvor du på en og samme tid skal lede opad, til siden og nedad
  • En meget engageret medarbejdergruppe i UUH
  • En lederstilling for en lille enhed, hvor du samtidig skal løse opgaver, som i andre sammenhænge kunne placeres hos en konsulent
  • En helt central opgave med at videreudvikle samarbejdsmodellen for den kommunale ungeindsats i Hillerød Kommune
  • I Hillerød Kommune: Et dagligt og tæt samarbejde med lederen af beskæftigelsesindsatsen op til og med 29 år og et væsentligt samarbejde med lederne af PPR og Familiesektionen.
  • Sparring med chefen for Skole og Unge i Hillerød Kommune, som bliver din nærmeste leder
  • En lederuddannelse, hvis du ikke allerede har en sådan. Vi forventer, at du i løbet af de første år som leder af UUH går i gang med at videreuddanne dig.

Om UUH

UUH er en selvstændig enhed som varetager ungdomsuddannelsesvejledning. Enheden består af en leder, en administrativ medarbejder og 11 UU-vejledere.
UUH varetager vejledningen på alle grundskoler og specialskoler i Halsnæs og Hillerød kommuner samt målgruppevurdering til FGU og ungevejledning indtil det 25. år i Hillerød Kommune. UUH samarbejder tværfagligt i den kommunale ungeindsats på at finde de bedste løsninger sammen med de unge.
Organisatorisk er UUH placeret i afdelingen Skoler og Unge i Hillerød Kommune, og kontoret er placeret på rådhuset i Hillerød. UU-vejlederne har arbejdspladser på grundskolerne i de to kommuner.

UUH er en professionel vejledningsenhed, som er engageret i det særlige fagområde og udvikling af vejledernes kompetencer. Vejlederne arbejder både selvstændigt og i teams samt prioriterer at sparre med hinanden og anvende hinandens ressourcer i samarbejdet.

Rekrutteringsproces

Ønsker du flere oplysninger om stillingen kan du kontakte afdelingschef for Skoler og Unge Hanne Frederiksen på telefon 72 32 54 00 eller ved at skrive en mail på hafr@hillerod.dk, så vil du blive ringet op hurtigst muligt. Du er også velkommen til at kontakte chefkonsulent i Genitor Mia Hvilshøj på telefon 22 45 15 76, som bistår irekrutteringsprocessen.

Ansøgningsfristen er den 12. september. Vi har sammensat et bredt ansættelsesudvalg med repræsentanter fra begge kommuner, og vi holder 1. runde samtaler i Hillerød den 18. september og 2. runde samtaler i Frederiksværk den 24. september.

Løn og ansættelsesforhold

Ansættelsen er på kontraktvilkår.
Lønnen forhandles efter kvalifikationer og forventes at ligge på 55-60.000 kr. inkl. kontrakttillæg og eksklusiv pension.

Hos os er det ikke kun arbejdet, der tæller, men også menneskene bag.

I fællesskab gør vi hver dag en forskel for kommunens mere end 54.000 borgere, og vi sætter pris på det helt særlige bidrag, som du kommer med. Vi er stolte af at gå nye veje og sammen finde løsninger på de udfordringer, som møder os. Hillerød Kommune er en fleksibel arbejdsplads, hvor vi tror på værdien af både forskellighed og sammenhold. Det er vigtigt, at alle føler sig anerkendt og respekteret, for hos os er arbejdsglæde en forudsætning for den gode kvalitet og tilfredse borgere.


Ansøgningsfrist
12. september 2024

Tiltrædelse
1. november 2024

Kontakt
Afdelingschef for Skoler og Unge Hanne Frederiksen på telefon 72 32 54 00

Arbejdssted
Skoleafdelingen

Ansættelsesforhold
Fast stilling på fuld tid

Hillerød Kommune - logo