Spring menu over
Har du lyst til at gøre en forskel for mennesker med udfordringer inden for psykiatri eller handicap? Vil du gerne have mulighed for at specialisere dig inden for dit fag og vise, hvilken forskel dedikeret og kompetent kontraktforhandling kan gøre på det sociale område? Vil du bidrage til at skabe løsninger, der matcher borgerens behov og samtidigt er både fagligt og økonomisk bæredygtige? Så skynd dig at læse videre, for måske er det netop dig, vi mangler!

I Hillerød Kommune opretter vi en ny stilling som socialfaglig kontraktforhandler på det specialiserede socialområde for voksne. Hidtil har funktionen, med understøttelse af faglig leder, været varetaget af de enkelte sagsbehandlere, der alle har været på kursus i socialfaglig forhandling. Vi står således på et godt fundament, men oplever samtidig at der er behov for en endnu mere målrettet indsats i forhold til forhandling. Derfor glæder vi os til samarbejdet med vores kommende kontraktforhandler og kollega.

Om Socialfaglig Enhed

Som kontraktforhandler bliver du en del af Socialfaglig enhed, som varetager myndighedsopgaver på det specialiserede socialområde for voksne. Vi er 20 fagligt dygtige medarbejdere, der tilsammen løser opgaver på tværs af handicap, psykiatri, misbrug og socialt udsatte. Dine nærmeste kolleger bliver således de sagsbehandlere, der varetager de borgersager, som dine forhandlinger vil omhandle.

For at sikre bedst mulig dybde i den faglige tilgang, har vi valgt at specialisere os i tre teams, som har hver deres hovedopgaver, samtidig med at vi altid samarbejder på tværs, når det giver mening for borgeren. Som kontraktforhandler vil dit primære samarbejde være med de to teams, som bl.a. varetager botilbudssager.

Din rolle

Som socialfaglig kontraktforhandler skal du forhandle og håndtere kontrakter, der sikrer, at de enkelte borgeres behov bliver mødt, samtidig med at kommunens interesser varetages. Du vil både indgå i forberedelse, forhandling og opfølgning på kontrakter. Da stillingen er nyoprettet vil du få god mulighed for selv at præge og udvikle funktionen i samarbejde med sektionsleder og kolleger.

Du vil få en væsentlig rolle i at kvalificere socialrådgivernes arbejde med kontraktindgåelse, forhandling og opfølgning, og du bistår med at skabe overblik over, hvad vi som kommune reelt får for den pris, vi betaler for ydelserne.

Det er vigtigt for os, at du ser dig selv som en samarbejdspartner for sagsbehandlerne, og at I sammen arbejder for at sikre de gode løsninger. Du vil arbejde tæt sammen med dine kolleger for at sikre, at alle kontrakter afspejler nødvendige økonomiske og indholdsmæssige aftaler. I rollen som kontraktforhandler vil du også få en vigtig funktion i løbende at rådgive og støtte dine kollegaer samt understøtte dem med viden og kompetencer, så de bliver i stand til endnu bedre at indtænke kontraktforhandling som en del af deres sagsbehandling. Således vil det også være en del af rollen at styrke hele sektionens kompetencer i socialfaglig forhandling, så vi sammen opnår de mest fordelagtige aftaler for vores borgere.

Om dig

Vi forestiller os, at du har en socialfaglig eller administrativ uddannelse, evt. med en relevant overbygning, samt kendskab til det specialiserede socialområde og lovgivningen på området.

Derudover ser vi frem til at høre mere om
  • Din erfaring med og interesse for forhandling og kontraktarbejde.
  • Hvordan du vil indgå i forhandlinger og samtidigt bevare en god professionel samarbejdsrelation til tilbud og samarbejdspartnere.
  • Dine tanker om samspillet med sagsbehandlerne i Socialfaglig Enhed.
  • Hvordan du vil navigere i de komplekse forhold mellem økonomiske hensyn, borgerens behov og tilbuddets indsatser.
  • Din evne til at bidrage til et godt arbejdsmiljø og positive relationer.

Bliver du inviteret til samtale, lover vi til gengæld at fortælle meget mere om os og om arbejdet i Socialfaglig Enhed, ligesom vi gerne udfolder de muligheder, der er for fleksibel tilrettelæggelse såvel arbejdsopgaver som arbejdstid. Vi vil også rigtig gerne fortælle mere om, hvordan der i stillingen er stor selvstændighed i arbejdet og samtidig adgang til sparring og samarbejde, da vi ser kontrakter og samarbejdet med tilbuddene som et fælles anliggende mellem dig som kontraktforhandler og sagsbehandlerne.

Vi ser gerne, at du har kørekort. Hillerød Kommune har biler til rådighed, så egen bil er ikke en forudsætning.

Det kan du forvente, når du starter i Socialfaglig Enhed

Når du starter hos os, tager vi imod dig med et gennemarbejdet introduktionsprogram, som vi tilpasser den baggrund, som du kommer med.
På Rådhuset sidder vi i storrumskontor og har samtidig adgang til fleksområder, hvor man kan fordybe sig. Vi tilbyder en høj grad af indflydelse på tilrettelæggelse af egne opgaver, herunder mulighed for ugentlig hjemmearbejdsdag eller efter aftale.

Vi benytter Sensum som fagsystem og udreder efter Voksenudredningsmetoden (VUM 2.0).

Vi har røgfri arbejdstid.

Løn og ansættelse

Lønnen forhandles med den relevante faglige organisation efter principperne i Ny Løn og dine kvalifikationer.

Vil du vide mere?

Hvis du vil høre mere om stillingen og om Socialfaglig Enhed, er du velkommen til at kontakte Sektionsleder Ann-Sofie Enemark, telefon 72 32 33 40 eller e-mail: anoe@hillerod.dk.

Tiltrædelse

1. januar 2025.

Ansøgningsfrist

Tirsdag den 19. november kl. 12.00.
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler fredag den 22. november.


 

Hos os er det ikke kun arbejdet, der tæller, men også menneskene bag.

I fællesskab gør vi hver dag en forskel for kommunens mere end 54.000 borgere, og vi sætter pris på det helt særlige bidrag, som du kommer med. Vi er stolte af at gå nye veje og sammen finde løsninger på de udfordringer, som møder os. Hillerød Kommune er en fleksibel arbejdsplads, hvor vi tror på værdien af både forskellighed og sammenhold. Det er vigtigt, at alle føler sig anerkendt og respekteret, for hos os er arbejdsglæde en forudsætning for den gode kvalitet og tilfredse borgere.


Ansøgningsfrist
19. november 2024

Tiltrædelse
1. januar 2025

Kontakt
Sektionsleder Ann-Sofie Enemark, telefon 72 32 33 40 / e-mail: anoe@hillerod.dk

Arbejdssted
Socialfaglig Enhed

Ansættelsesforhold
37 timer

Hillerød Kommune - logo